Vi går en kold og mørk tid i møde, og det kan være ganske hårdt. Men der er også gode ting ved vintersæsonen.

Du skal ikke længere have dårlig samvittighed over at trække i uldsokkerne, gemme dig under dynen og tænde for tv’et. Derfor får du her et udvalg af kuldevenlige film- og serier, der med garanti vil give dig den perfekte vinterstund.
*DISCLAIMER: Julekalendere og -film er bevidst udeladt, da disse selvfølgelig fortjener deres helt egen artikel.
SERIER
Det lille hus på prærien (1974)

Der er intet som en god grædetur. Denne familieserie er så amerikansk og melodramatisk, at man næsten ikke kan være i sig selv. Mere virkelighedsfjernt bliver det ikke, hvilket jo er perfekt, hvis man ikke kan holde den kolde virkelighed ud.
Gilmore Girls (2000)

Som et varmt tæppe omfavner denne talkie af en komedie dig. Den finder sted i den usandsynligt idylliske og imaginære landsby, Stars Hollow, hvor vi præsenteres for en mor og en datter, der spiser mere junkfood end du nogensinde kan præstere. Og så taler de så vanvittigt hurtigt. Tip: Drik en kop kaffe inden, hvis du vil følge med!
Matador (1978)

Behøver jeg at sige noget om den her? Hvis du tilhører den minoritetsgruppe, der endnu ikke har set dette stykke danmarkshistorie, så kan du passende gå i gang nu. Tempoet er perfekt til de sløve vinteraftener.
FILM
The Shining (1980)

Tilbringer du en aften med Stanley Kubricks horror-mesterværk, kan jeg love dig for, at du pludselig er ganske tilfreds med dine kolde betongulve. For den gode søvns skyld, kan den toppes af med et afsnit af Det lille hus på prærien, inden du lukker øjnene i.
Polar-ekspressen (2004)

Denne moderne klassiker tager dig med på et barndoms-trip, der let kan få dig til at glemme, at du skal op længe før det bliver lyst dagen efter. Den bedste effekt opnås, hvis du selv er iført pyjamas.
Kundskabens træ (1981)

En coming-of-age-klassiker, der tager dig tilbage til halvtrvedsernes danske ungdom. Dengang man havde femører, og dansede til jazzmusik i mørket. Du kommer slet ikke til at kunne høre din nabo spille Gilli, hvis dette mesterværk ruller over din skærm.

Comentarios