"Det føles på én gang skørt og samtidig meget rigtigt."
"Jeg sidder i en (tog)bus på vej mod Rødby. Mit grønne hjerte forsøger at holde udlængslens overforbrug af flyture i skak med en beslutning om at drage til Utrecht med tog. Udover at være den fysiske manifestation af selve rejsen fra København til Utrecht, er turen også en meget symbolsk rejse for mig. Jeg flytter fra Tietgen. Det har jeg altid vidst ville komme en dag, men det er først nu her, mens træerne langs E47 farer forbi uden for de store vinduer, at det rigtig går op for mig: det er slut (for nu i al fald)."
Jeg flyttede ind på 12.4s parværelse den 1. december 2014. Sammen med min daværende kæreste, Ida, var vi ”det nye par”. ”Det er den nye Sari” – sådan blev jeg introduceret til eksisterende beboere. At værelset havde en fortid, var der ingen tvivl om. Og at køkkenet og kollegiet havde en eksisterende kultur var også tydeligt. ”Bitches be bitches” var sloganet for det nu forgangne 12.4. Det var delvist en selvbekræftende respons på frustrationen over 16.2s LED skilt: ”16.2 – en livsstil”. Dog var det længe før køkkenernes vinduesskiltekrig, der først gik fri af Helles kritik, da 18.1 taktisk skrev ”18.1 – tættest på Helle” som svar på 18.6s ”18.6 – tættest på himlen” fulgt af 18.5s skyformede skilt: ”himlen”. Men man blev stadig budt velkommen i bitchenes højborg: Jeg fik min første chokoladejulekalender, da køkkenkassen havde indkøbt chokoladejulekalendre til alle – også ”den nye Sari og Camilla”.
Det var første gang jeg skulle bo i København. Jeg er opvokset i Helsingør og havde boet et år i Aarhus i mit sabbatår. Vi var tre om den 107 kvadratmeter store sydvendte lejlighed på Mindebrogade 2 i Aarhus. Stemningen var som ”How I Met Your Mother” med en bar i underetagen og alt for mange gode fester. Til SPOTfestival havde vi vores halve vennekreds bunket op på madrasser i stuen, hvis længde gjorde, at den til daglig lagde gulv til ølbowlingspil.
" Det var første gang jeg skulle bo i København."
Jeg er opvokset i Helsingør og havde boet et år i Aarhus i mit sabbatår. Vi var tre om den 107 kvadratmeter store sydvendte lejlighed på Mindebrogade 2 i Aarhus. Stemningen var som ”How I Met Your Mother” med en bar i underetagen og alt for mange gode fester. Til SPOTfestival havde vi vores halve vennekreds bunket op på madrasser i stuen, hvis længde gjorde, at den til daglig lagde gulv til ølbowlingspil. På Tietgen blev der kun skruet op for følelsen af TV-serie. Det var som at flytte ind i en sitcom. Det mytiske liv som universitetsstuderende udfoldede sig som en grinagtig bindgetilforladelig serie i 12 afsnit.
I den ene ende af gangen var det unge par flyttet ind. Ved siden af dem boede en blond fyr, der i al hemmelighed datede pigen, der boede i den modsatte ende af gangen. De sneg sig gennem 12.3 for ikke at blive opdaget. Vi vidste det godt alle sammen, og de er vist stadig sammen den dag i dag. På køkkenets tredje værelse flyttede en blond medicinstuderende ind, og der var hurtigt rygter om hende og den anden blonde medicinstuderende lidt længere nede af gangen. Vi nåede kun at bo sammen med de eksisterende udvekslingsstuderende i kort tid, men kort tid efter kom en charmerende skotte, hvis seksualitet hurtigt blev udfordret af gangens homoseksuelle fyr. Han var i øvrigt en af dem, der var med til at sætte tonen når den gik højest. Der var selvfølgelig også en statskundskabsstuderende med et tysk heavy metal-alterego i fuld tilstand og en ”Chandler”, der sjældent sagde noget, men alligevel altid formåede at komme med de spidseste og skarpeste bemærkninger. Og så var der selvfølgelig vores allesammens køkkenfar: David.
Det var mærkeligt første gang, der var ind- og udflytninger. Når man flytter ind i december, sker det jo umiddelbart efter. Jeg kan huske hvordan jeg dengang efterfølgende tænkte, at ”nu er der ro på”, ”nu bliver det bare os og sådan her”. Hvor blev jeg klogere som semestrene skred frem og der aldrig var to ens. Den følgende sommer blev forfatterne på vores sitcom byttet ud. Serien havde fået tække, men der manglede action. Den høje, flotte, tyske udvekslingsstuderende og de nye fremlejere gjorde nytårsafsnittet med alle karakterer fra sæsonen til en giftig blanding, hvor så meget kunne være gået galt, men heldigvis kun så lidt kom frem … Dét her – det var kollegielivet!
" Da jeg flyttede ind, var der ikke noget, der hed Panoptikon."
Det var ”klar dig selv” eller ”vær heldig og en fra dit køkken tager dig med til kollegierådsmødet”. Jeg kom ad den vej i køkkenfornyelsesudvalget, der dengang allerede havde været i gang i nogen tid. Det var det arbejde, der mange år senere betød nye stole, sofaer og fjernsyn på køkkenerne. Panoptikons tvangssocialisering med nye beboere fra andre køkkener kom først til senere efter en vellykket hyttetur.Panoptikon er ikke det eneste nye, der er kommet til på Tietgen. Festivalen og vores podcast er også resultater af hytteture. Jeg nåede kun at deltage i en enkelt. Skulle jeg vælge om, ville jeg nok have skippet lidt flere af min fars fødselsdage og taget med i Polarhytten flere år. Det kan virkelig anbefales og man lærer så mange skønne mennesker at kende på ingen tid!
Efter nogle skønne år på 12.4 med udveksling undervejs og en afsluttet bachelor, var det tid for Ida og jeg at gå hver til sit. Jeg var så heldig, at jeg kunne få et værelse på 12.6. Jeg kendte dem ikke i forvejen, men da Rikke på min første dag på 12.6 tog en klemme, skrev mit navn på og tegnede en sol ved siden af, følte jeg mig straks hjemme igen. Og denne gang fik jeg lov til at prøve Panoptikon som “ny” beboer! Det er sjældent, at man flytter rundt på Tietgen for sjov. Ofte ligger der uoverensstemmelser forud for eller parværelsesbrud. Det er egentlig ærgerligt, for det giver så meget at flytte og få et nyt perspektiv på cirklen.
På samme måde som, at man efter endt udveksling er taknemmelig for letheden med hvilken man kan møde nye mennesker på Tietgen, giver et nyt køkken mulighed for at genoverveje sit Tietgenengagement.
" Mit sociale liv på tværs af køkkenerne startede først rigtig efter jeg flyttede til 12.6 og blev vægter."
Noget af det, der har overrasket mig mest som vægter er, hvor lidt tid vi bruger på at vandre tilfældigt rundt på kollegiet. En tur rundt i ny og næ og man støder ind i alverdens spændende mennesker. Som vægter har man en undskyldning med jævne mellemrum, men der er ingen, der forhindrer dig i at tage en tur rundt på kollegiets seks etager. Der er så spændende at se, hvordan ligesom du har venner på tværs af køkkener, så har dine venner andre venner på tværs af andre køkkener. At se to, man aldrig havde gættet kendte hinanden over en øl eller et slag Settlers fra Catan når man lunter forbi er en skøn indsigt ind i et noget så usynligt netværk på tværs af cirklen.
Jeg er blevet konfronteret med, at det kan være svært at blive en del af ”det sociale liv” på Tietgen og at der skulle herske en ”social overklasse”. Jeg kan sagtens forstå frygten for at træde ind i det tværcirkulære køkkenengagement, når alle tilsyneladende kender hinanden i forvejen. Og det er sandt: det er de samme 60-100 mennesker, der er gode til at vise sig frem til sociale arrangementer på Tietgen og sidde i kollegiets udvalg. Til gengæld kræver det også bare det: at man deltager. Mange af dem, man ser i sociale sammenhænge, der ”kender alle” og står grinende mit i en venskabelig samtale under syv sekunder efter de er trådt ind i lokalet er ofte kun lige flyttet ind, men var med til lørdagens festoprydning, og så er man i gang.
Gudskelov er der kun kommet mere socialt liv på Tietgen. Flere udvalg er kommet og gået (og nogle kommet tilbage igen). Der er flere begivenheder, flere arrangementer, muligheder, kredse og aktiviteter end nogensinde før. Det står aldrig stille! Selvom det på den ene side gør lidt ondt, er det på den anden side utrolig skønt at se til når nye kræfter overtager i kollegierådet, festudvalget, festivallen, osv. Ingen udvalg er mere statiske end, at din deltagelse vil ændre dem. Skynd dig ud (og ind) og vær med!
Når du flytter ind på Tietgen, må du altså ikke tro, at tingene skal tages for givet. Du flytter ind i et fællesskab, hvor dit engagement er nøglen til, at det hele lykkedes. Klistret, der kan få 400 studerende til at bo sammen med så få dårlige idéer (lad os ikke snakke om madkampstemaet, sæbekampstemaet, pudekampstemaet, høtemaerne, skumkampen, m.m. fra diverse TDT). Det er din gejst og dit engagement, der er med til at sikre, at Tietgen er det fedeste kollegium at bo på blandt de københavnske kollegier. Det er ikke noget man bare flytter ind og modtager, det er noget man flytter ind og medskaber. Det liv man møder på Tietgen efter Bryggens bagsides knugende stilhed og mørke har fortiet Rådhuspladsens sidste lys og over Langebro, når man begiver sig ind af Tietgens tunge metalporte kommer ikke af sig selv.
" Musikken, latteren, larmen og varmen er dit og mit bidrag til vores fælles hjem. "
Det eneste sted, jeg overhovedet på nogen måde kan finde en negativ udvekling ved beboerdemokratiet på Tietgen er, at mens frekvensen af pizza til kollegierådsmøderne engang var til hvert møde (jep, folk var virkelig dårlige til at møde op!) og kontingentet kun 10 kroner om måneden, er kontingentet nu hele 15 kroner om måneden, mens der kun er pizza én sølle gang i semestret. Det betyder til gengæld, at den naturlige deltagelse er steget og vi som kollegie bruger pengene et andet sted (læs: på vigtigere ting).
Det er måske en meget god udvikling i sidste ende.Sidste efterår var jeg til gengæld bange for, at vi nu er ved at nå mætningspunktet for udvalg på kollegiet. Måske de mange udvalg udvander de frivilligkræfter kollegiet har at trække på. Det blev særligt tydeligt, da det til den store udvalgsdag, hvor udvalgene gør sig til over for vordende medlemmer, kun var muligt at rekruttere formænd for de mange andre tilstedeværende udvalg. Det var super hyggeligt, men vidnede lidt om en mætning af engagementet. Det var dog en kortlivet frygt.
Sidste efterår var jeg til gengæld bange for, at vi nu er ved at nå mætningspunktet for udvalg på kollegiet. Måske de mange udvalg udvander de frivilligkræfter kollegiet har at trække på. Det blev særligt tydeligt, da det til den store udvalgsdag, hvor udvalgene gør sig til over for vordende medlemmer, kun var muligt at rekruttere formænd for de mange andre tilstedeværende udvalg. Det var super hyggeligt, men vidnede lidt om en mætning af engagementet. Det var dog en kortlivet frygt. Når jeg ser Tietgens gange fyldt med kollegianere, der som tutorer sprudler af energi, mens de byder nye studiekammerater velkomne, og som grønne studerende, der lige er flyttet til byen og skal smage på studielivet, så er jeg ikke i tvivl om, at Tietgen har masser af kræfter at trække på, og at vi langt fra har set det sidste af beboerengagementet i cirklen.
På Tietgen er der ikke noget aldershierarki – gudskelov! Anciennitet bringer kun en til sokkeholderne af, hvad engagement kan gøre for dig. Men nogle gange bliver jeg mindet om, at jeg er ”gammel”. Som da jeg den anden dag snakkede om dengang der var terrorøvelse på KUA. Kæmpestore kamphelikoptere hang over KUAs flade tag. Soldater klædt i mørkt og fuld kampudstyr firede sig ned på taget, løb op ad KUAs trapper (ikke så diskret, nu hele fronten mod Tietgen er af glas) og stormede frem på gangene. De testede en ny taktik for gidselredninger. Noget med sekventiel fremrykning. Der var skørt, at skulle passere en fuldarmeret soldat, der fra Tietgens port skulle dække over de andre, når man selv blot skulle i Netto og købe chips. Det var en DøgnNetto dengang – værre end den er i dag. Det er selvfølgelig ingenting imod dengang en stakkels nervøs studerende fik hele alarmberedskabet i gang, fordi han bekymret transporterede sin indpakkede printer med offentlig transport mens han læste op på det sidste eksamensemne: jihad.
Selvom jeg er “gammel”, er jeg jo langt fra den første, der forlader Tietgen. Mange dejlige mennesker har gjort sit til, at livet i cirklen har været ovenud fantastisk. Jeg bevæger mig over i en kæmpe gruppe af beboere, der har haft sin tid på kollegiet og kom videre. En kæmpe gruppe af mennesker, som hver især har sin idé om, hvordan det var at bo på Tietgen, med egne historier og erfaringer.
Hver gang en ny flytter ind, flytter man ind og er ”den nye en-eller-anden” og når man flytter ud, vil den næste være den nye dig. Og de vil fornemme, at der er en historie, men samtidig vil de starte deres egen forfra på en ren tavle og med et åbent hjerte klar til at tage imod alle de gode ting et kollegieliv kan tilbyde. Og på sin vis er det præcist sådan det skal være. Du flytter ind i din egen fortælling, som du selv medforfatter. Nu er det tid til, at Milad bliver ”den nye Anton”.
" Vi ses, du kære Tietgen. "
Written by Anton Wrisberg
SÅ SEJT!